Gedost, alle ostes forfader

De første oste stammer helt tilbage fra 7.000 f.Kr., da jægerne begyndte at holde husdyr. Gederne var således blandt de første domesticerede dyr.

Dengang blev gedemælk transporteret i sække (beholdere fremstillet af visse dyrs maver). Inde i disse gedeskind størknede mælken delvist og frembragte en ny smag. Nomaderne blev hurtigt overbevist, og det er dem, vi har at takke!

Mange tidsaldre senere, i middelalderen, opdagede menneskeheden, at løbe (et enzym, der findes naturligt i maven) fremskyndede mælkens koagulering. Det var da heldigt!

En viden i udvikling

Denne forvandling af mælk blev en nøje bevogtet hemmelighed. I det gamle Egypten var det kun præsterne, der kendte den magiske opskrift på fremstilling af gedeost. En sådan gedeost blev fundet i graven hos en egyptisk højtstående embedsmand – 3.000 år gammel!

Romerne var også glade for gedeost. I det første århundrede f.Kr. nød de den rå eller tilberedt med olivenolie og hvidvin. Nogle nydelser har stået sin prøve gennem tiden!

Romerne opfandt også pressen, som perfektionerede dræningen – en teknik, der blev eksporteret helt til Storbritannien. Mens ost under det romerske imperium blev betragtet som et luksusprodukt, blev den med tiden mere tilgængelig og dannede grundlag for både søde og salte retter. I år 77 f.Kr. havde man fået så godt styr på fremstillingen af gedeost, at man kunne producere ikke færre end tretten forskellige sorter!

I middelalderen var gedeost blevet så populær, at den blev brugt som betalingsmiddel af pilgrimme langs ruterne til Santiago de Compostela.

En legende om en ren gedost

Mens osten har sat sit præg på historien, gælder det omvendte også! Historien fortæller, at Valençay oprindeligt havde form som en spids pyramide. I det 19. århundrede måtte spidsen dog skæres af, før den blev serveret ved Napoleons bord. I en betænksom gestus ønskede kejserens vært på Château de Valençay at undgå enhver påmindelse om den katastrofale ekspedition i Egypten.

Vigtige datoer, man bør kende

  1. 732

    Da Charles Martel, hertug og prins af frankerne, standsede maurernes (nomadiske husdyravlere fra Nordafrika) fremrykning ved Poitiers, vendte mange aldrig tilbage over Pyrenæerne, men fortsatte med at opdrætte deres geder. De slog sig ned i regionen og begyndte at opdrætte deres »chebli« (arabisk for ged) og fremstille gedeost. Poitou-regionen blev efterfølgende berømt for ostene Le Chabis og Chabichou.

  2. 1200

    Oprindelsen til ordet »cheese« kan spores tilbage til det 12. århundrede. Dengang blev mælken koaguleret i sigter, der på latin blev kaldt »forma«. Det franske substantiv »formage« henviste til kurve med huller i siderne, som blev brugt til at forme mælkeostemassen. Indtil det 14. århundrede talte franskmændene også om »frommaige«, »formaige« og »faurmage«. Senere blev disse udtryk til det franske ord for ost: »fromage«. Selv i dag er det italienske ord for ost »formaggio«.

  3. 1857

    Pasteurisering blev opdaget af Pasteur, der beviste, at varme var effektivt til at dræbe bakterier. Et par år senere tilpassede hans assistent, Emile Duclaux, denne proces, så den kunne anvendes til ost.
    Mange år senere var der endda tale om hos Soignon at opføre en ostestatue til ære for disse mænd. Før du gør nar ad det … alle har jo deres helte!

  4. 1992

    Gedost er blevet en perle i den franske gastronomi: 14 gedeoste har fået den europæiske beskyttede oprindelsesbetegnelse (BOB), herunder Sainte-Maure de Touraine, Chabichou du Poitou, Pouligny-Saint-Pierre, Selles-sur-Cher, Picodon de la Drôme og Crottin de Chavignol.

En lys fremtid!

Afslutningsvis: Vidste du, at der i dag findes over 120 forskellige gedeoste i mange forskellige former og smagsvarianter? Der er altså masser at glæde sig over! Den franske ekspertise på dette område er anerkendt verden over. Og Frankrig er den førende europæiske producent af oste fremstillet af gedemælk.